Der er kommet et nyt og meget lille medlem af gorillaflokken i Givskud Zoo - Zootopia.
Gorillaen Minnie har født en unge, og dermed kan den jyske zoologiske have fejre sin første gorillafødsel i seks år. Fødslen er samtidig noget særligt, fordi flokkens nye silverback, Baako, er blevet far for første gang.
- Det er helt fantastisk, at vi har fået en gorillaunge fra vores nye avlshan. Da Givskud Zoo - Zootopia er den eneste zoo i Danmark, der har gorillaer, er det naturligvis en helt særlig nyhed for os, siger direktør Rasmus S. Nielsen.
Den lille unge vil i den første tid sidde helt tæt på sin mor. Derfor har dyrepasserne endnu ikke kunnet se, om det er en han eller en hun.
Ungen indgår i det europæiske avlsarbejde for den vestlige lavlandsgorilla, der er klassificeret som kritisk truet. Givskud Zoo deltager i et internationalt bevaringsprogram, hvor fødsler, flytninger og sammensætningen af gorillaflokke planlægges for at sikre en sund bestand.