Tavs, forslået og uden papirer lå han der under Langebro i København for fem uger siden, da en forbipasserende tilfældigt fandt ham.
Politiet har brugt tiden lige siden på at finde ud af, hvem han var. Men uden resultat - før nu.
Københavns Politi er nemlig blevet kontaktet af serbisk politi, der havde talt med en bekymret søster til den ukendte mand.
"Søsteren sad hjemme i Beograd og begyndte at savne sin bror, som hun vidste var ude og rejse. På nettet finder hun så billeder af broderen, som pressen jo det sidste stykke tid har brugt meget. Hun kontakter de lokale serbiske myndigheder, og de kontakter os," fortæller politikommissær Erik Rørbæk Petersen til Newspaq.
"Han er både blevet genkendt på billede, og nu har vi også fået bekræftet hans identitet gennem fingeraftryk," forklarer han videre.
Erik Rørbæk Petersen fortæller i øvrigt, at manden virker som en ganske almindelig person. En FCK-tatovering gør, at politiet forestiller sig, manden var i København for at se FCK's kamp mod Chelsea i februar. Hvad der er sket siden kampen, ved politiet stadig ikke.
Men sagen forbliver mystisk. FCK-tatoveringen vækker stadig undren hos politiet.
"Søsteren har fortalt, at da han rejste fra Beograd i starten af februar, der havde han ikke en FCK-tatovering. Så han har formentlig fået lavet den i Holland, som vi ved, han besøgte. Det er måske også derfor, der mangler k'et i FCK," siger Erik Rørbæk Petersen.