Mindst 18 mennesker er kvæstet efter en voldsom eksplosion i det mondæne shopping-distrikt Country Club Plaza i Kansas City. Syv meldes i livsfare ifølge CNN.
En bil ramte tirsdag aften lokal tid en gasledning foran en restaurant i området, hvilket udløste en kraftig eksplosion, der har sat gang i en større brand.
Restauranten og en hel boligblok er opslugt af ilden, og store flammer og sorte røgskyer stiger til vejrs fra ulykkesstedet, skriver nyhedsbureauet AP.
Flere brandstationer i området har sendt slukningskøretøjer af sted for at hjælpe med at tøjle flammehavet, og mindst 12 ambulancer befinder sig på stedet.
De kvæstede bliver behandlet på forskellige hospitaler i området, skriver den lokale tv-station KSHB.
/ritzau/