Hvis dit arbejde indebærer masser af tunge løft og bevægelse, er der større risiko for, at du ryger på førtidspension.
Skader på bevægeapparatet er nemlig skyld i, at en stor del arbejdere ryger på førtidspension, skriver Jyllands-Posten.
Mere præcist er det omkring 40 procent af alle førtidspensioneringer blandt faglærte og ufaglærte, der skyldes skader på bevægeapparatet, mens kun 15 procent skyldes psykiske lidelser, viser en ny analyse fra Pension Danmark.
Hvis man ser på alle beskæftigede, som sidste år fik tilkendt førtidspension, fik 34 procent tilkendt pensionen på grund af psykiske lidelser, mens 23 procent fik det på grund af fysiske skader.
Den statistik får både ekspert og fagforbund til at efterlyse større fokus på fysisk arbejdsmiljø.
- Det psykiske arbejdsmiljø er nok mere nærværende for cheferne. Men for mange faglærte og ufaglærte er det flere års belastende arbejde, som er årsagen til førtidspension, siger Ruth Nielsen, chefkonsulent i arbejdsmiljø ved Herlev Hospital, til Jyllands-Posten.
Den holdning møder opbakning i landets største fagforbund, 3F. Her mener Ellen Lykketoft, der er ansvarlig for det socialpolitiske område, at der ikke har været nok fokus på tempo og arbejdsstillinger.
- I 2013 er det et højt tal, at så mange kommer på førtidspension på grund af fysiske lidelser - vi har trods alt talt om arbejdsmiljø i en årrække, siger Ellen Lykketoft til Jyllands-Posten.
Newspaq