Det er aldrig sjovt at blive fyret. Men det er endnu værre, hvis det sker på en parkeringsplads foran børn, forældre og kolleger.
Det kan 11 lærere og pædagoger fra en skole i Rudersdal Kommune skrive under på, skriver lokalavisen.dk.
De blev fyret den 2. juni klokken 8, da de mødte om morgenen. To af lærerne stod med fuld oppakning og skulle en halv time senere af sted på lejrskole.
Proceduren omkring fyringerne har været frustrerende og grænseoverskridende, mener de fyrede, der har sendt en officiel klage til Rudersdal Kommune.
Skolens leder Tine Theker Stryhn forsvarer fremgangsmåden med, at det er bedre at fyre folk om morgenen, når de møder på arbejde, frem for at skulle gå ind i klasselokalerne og kalde lærerne ud.
"Og vi havde lavet et nødberedskab for de medarbejdere, der skulle på lejrskolen," siger Tine Theker Stryhn til lokalavisen.dk.
Fyringerne skyldes, at Egebækskolen skulle spare 3,3 mio. kr.