Birgit og Ole Christiansen fra Flemløse fik sig noget af et chok, da de ville se deres grund på Google Earth.
Parret havde søgt Assens Kommune om lov til at bygge på et stykke jord ved siden af deres grund og ville blot se det hele lidt fra oven.
Men på grunden, hvor familien ville placere deres parcelhus opdagede de en gigantisk tissemand 'barberet' i græsplænen. Det skriver Fyens.dk.
"Vi flyttede ind i huset i juni 2006 og nu kunne vi godt huske, at naboens tvillinger på det tidspunkt kørte rundt og lavede sjov med en havetraktor. Så vi spurgte dem, om de kendte noget til tegningen," fortæller Birgit Christiansen.
Det gjorde drengene i høj grad. De dengang 13-årige Sebastian og Troels Møller i nr. 44 havde nemlig samme sommer i al hemmelighed kørt rundt og klippet en veludrustet tissemand i græsset, idet de håbede på, at den kunne ses fra luften.