Det kan sætte gang i væksten, hvis danskerne bliver bedre til it.
Det er ifølge Politiken budskabet fra FTF, der er hovedorganisation for 450.000 lønmodtagere.
- Der er store muligheder i at skabe vækst gennem bedre it-kundskaber. Specielt mange små og mellemstore private virksomheder har forsømt at uddanne medarbejderne i it, siger FTF-formand Bente Sorgenfrey til Politiken.
FTF foreslår derfor, som led i en vækstplan, at der sættes ind med "efteruddannelse og kampagner, der kan styrke medarbejderne og leders digitale kompetencer på hele arbejdsmarkedet".
Ifølge Politiken viser en ny SFI-undersøgelse, at en million voksne er dårlige til computere, mens rapporten "Digitalisering af dansk erhvervsliv" fra konsulentfirmaet Iris Group viser, at mere end hver tredje mindre virksomhed kun bruger it til basale ting som for eksempel regnskaber.
- Digitaliseringen skal op i gear, hvis vi skal øge væksten. Vi foreslår blandt andet en udrulning af hurtigt internet i hele landet, og en omfattende it-opgradering af uddannelsessystemet. Borgere og mindre virksomheder i Danmark kan blive meget bedre til at bruge it, end de er i dag, siger Bente Sorgenfrey.
FTF kan ikke sige, hvor mange job it-satsningen vil give, men peger på, at det er veldokumenteret, at it har betydning for vækst og produktivitet.
Det britiske Center for Economic and Business Research pegede i 2011 på, at selv en beskeden forbedring i brugen af teknologiske løsninger inden for lagerstyring, bogføring, distribution og produktionskontrol ville kunne give dansk erhvervsliv en værdiskabelse på 6,5 milliarder kroner om året.
Newspaq