Ritzau
Opdateret kl. 17:18
Flere end 35.000 personer er flygtet fra en aktiv vulkan på den indonesiske turistø Bali, og antallet fortsætter med at stige.
- Evakueringsprocessen er igangværende, og vi forventer, at antallet af evakuerede fortsætter med at stige, siger talsperson Sutopo Purwo Nugroho til nyhedsbureauet AFP.
Vulkanen Agung på den nordøstlige del af øen har rørt på sig siden august.
Fredag hævede myndighederne på øen beredskabsniveauet til det højeste oven på en "enorm stigning" i seismisk aktivitet omkring vulkanen. Det betyder, at et udbrud kan være nært forestående.
Sidste gang, Agung gik i udbrud, døde flere end 1000 personer. Det var i 1963.
Frygten for et nyt udbrud har fået myndighederne til at evakuere alle i en 9-12 kilometer zone omkring vulkanen.
Mange tusinde bor i midlertidige herberger, sportscentre eller hos familie eller bekendte.
- Jeg er faktisk meget bekymret over at være taget afsted. Jeg forlod mine køer og grise derhjemme, fordi vi fik besked på at rejse væk fra vores landsby med det samme, siger Nyoman Asih til AFP.
Indonesiens vulkanmyndighed oplyser, at rystelserne er taget til søndag.
- Jordskælvene sker sjældnere, men styrken vokser, siger seniorvulkanolog Gede Suantika.
Myndighederne i Bali understreger, at øen generelt er sikker, men opfordrer turister til at holde sig fra farezonen.
Lørdag opfordrede Udenrigsministeriets Borgerservice danskere på Bali til at holde sig orienteret om vulkanens aktivitet.
- Lokale myndigheder i højeste beredskab. Er du på Bali, hold dig orienteret via medier, følg myndigheders råd, stod der på Twitter.
/ritzau/AP