Efter at have tabt andet sæt i sin kamp i tredje runde af US Open mod Paolo Lorenzi, skiftede Andy Murray taktik. Det gav pote, og skotten avancerede efter at have vundet med cifrene 7-6, 5-7, 6-2, 6-3.
Andy Murray var tydeligt frustreret i kampens start, mens han forsøgte at slå vinderslag mod den 34-årige italiener.
Lorenzi returnerede for det meste stille og roligt bolden, mens han ventede på fejl fra Murrays hånd. Og dem var der en del af.
I de første to sæt lavede Andy Murray ifølge Reuters 47 fejl. Hele 31 af dem kom fra forhånden, der normalt er noget mere træfsikker.
Da Murray fik mere tålmodighed i sit spil, vandt han sikkert kampens to sidste sæt.
- Jeg stoppede med at forhaste mig i duellerne. Jeg lavede mange uprovokerede fejl i starten mod Paolo, sagde Murray i interviewet på banen efter kampen ifølge Reuters.
Paolo Lorenzi kom fra en udmattende kamp mod franskmanden Gilles Simon, der strakte sig over fem timer. Men italieneren kæmpede videre til det sidste, og der var også ros til overs fra Murray.
- Han er en virkelig solid spiller, og han giver dig ikke mange nemme bolde. Da jeg satte farten ned og ventede på den rigtige mulighed, faldt min rate af uprovokerede fejl, og stillingen begyndte at falde ud til min fordel, siger Murray.
Andy Murray har haft en gylden sommer, hvor det først blev til sejr i Wimbledon og senere OL-guld i Rio.
I fjerde runde møder Murray den bulgarske Grigor Dimitrov, der vandt over Joao Sousa fra Portugal i fire sæt.
I en anden kamp lørdag aften var briten Dan Evans tæt på at lave turneringens største overraskelse indtil videre.
Han havde matchbold i fjerde sæt mod den tredjeseedede Stanislas Wawrinka fra Schweiz. Men det lykkedes for Wawrinka at afværge situationen og vinde både fjerde og femte sæt.
Schweizeren skal i næste runde møde Illya Marchenko fra Ukraine, som kom videre på bekostning af det australske stortalent Nick Kyrgios.
Kyrgios måtte trække sig med en hofteskade efter tredje sæt.
/ritzau/