I Frankrig er Sarkozys regering blevet ramt af endnu en skandale.
To af ministrene har været nødt til at træde tilbage efter at have misbrugt offentlige midler, det meddeler nyhedsbureauet AFP.
Der er tale om udviklingsminister Alain Joyandet og viceminister Christian Blanc, som begge blev bedt om at trække sig tilbage af præsidenten selv.
Blanc har købt cigarer for 90.000 kroner af skatteydernes penge, mens Joyandet tilsyneladende skulle have chartret et privatfly for knap 875.000 kroner og have foretaget en ulovlig tilbygning til sit hus i Saint Tropez.
"Som en mand af ære kan jeg ikke acceptere at være offer for disse beskyldninger. Efter megen overvejelse har jeg besluttet at forlade regeringen," skriver Alian Joyandet på sin blog.
Den nye skandale er endnu et slag mod Sarkozys regering, som allerede var hårdt prøvet efter det for et par uger siden kom frem, at den franske erhvervsminister var involveret i skattesnyd sammen med landets rigeste kvinde.
Kun 26 procent af den franske befolkning mener, at Sarkozys egner sig som præsident, og en undersøgelse fortaget af avisen Liberation viser, at to ud af tre franskmænd mener, at politikere er korrupte.
For at dæmpe gemytterne i landet, og for at understrege, hvor alvorligt han tager sagen, har Sarkozys valgt at aflyse sin traditionelle havefest i anledning af den franske nationaldag, og har samtidig annonceret, at han har planer om en regeringsrokade i oktober