Opløsning i Frankrig i fodboldforstand. Sidste VM's sølvvindere banker ud af slutrunden uden sejre og med ekstrem uro på holdet.
20 minutter spillet: Le Bleu bagude 0-1. 25 minutter spillet: Selvsamme mandskab reduceret til 10 mand, da Yoann Gourcuff blev smidt ud efter en temmelig hård duel med Sibaya fra Sydafrika.
Så sluttede spillet endegyldigt med at fungere for Frankrig. Godt nok var de fortsat mest i boldbesiddelse, men farligheden var ikke rigtigt til stede, og efter 36 minutter kunne Mphela nærmest jokke bolden over mål til en sydafrikansk 2-0-føring.
Frankrig fik reduceret i anden halvleg, men det var tættere på både 3-1 og 4-1 til Sydafrika end en fransk udligning. Sidstnævntes spillere gad ganske enkelt ikke mere.
Desværre for værtsnationen Sydafrika var sejren over Frankrig tre mål for lille til rigtig at kunne batte noget, selvom Uruguay i puljens andet opgør tog brodden af Mexico.
Dermed slutter stillingen i gruppe A med uruguayansk triumf og seks point, fire til Mexico og Sydafrika, men førstnævnte videre på bedre målscore, mens Frankrig må snige sig hjem med blot ét point.