Den franske præsident, François Hollande, og den tyske kansler, Angela Merkel, opfordrer EU's udenrigsministre til at mødes i næste uge for at diskutere samarbejdet med Egypten.
Det skriver Hollandes præsidentkontor i en meddelelse.
Hollande og Merkel snakkede tidligere fredag sammen over telefon om situationen i det nordafrikanske land.
De mener, at den tilspidsede situation "kalder på et øjeblikkeligt stop for volden, og at dialogen mellem egypterne bliver genoptaget", står der i meddelelsen.
Senere fredag, klokken 18.30, drøfter Hollande situationen med den britiske premierminister David Cameron.
Telefonsamtalerne er et tegn på, at mens demonstrationerne tager til i styrke i Kairo, forsøger det internationale diplomati at finde løsninger på, hvad der skal gøres for at få situationen under kontrol.
Flere EU-lande har allerede fordømt, at egyptiske sikkerhedsstyrker onsdag angreb og tømte to protestlejre i det centrale Kairo. Det er især den begivenhed, der har givet næring til den seneste uro i landet.
Ligeledes har Obama på "det kraftigste" fordømt overgangsregeringens angreb på Morsi-støtterne.
I den forbindelse har USA aflyst en fælles militærøvelse, som USA og Egypten plejer at afholde hvert andet år.
Torsdag havde udenrigsminister Villy Søvndal (SF) en samtale med sin egyptiske modpart, hvor han udtrykte dyb bekymring over udviklingen i Kairo i de seneste døgn.
Fredag er der varslet nye demonstrationer efter fredagsbønnen flere steder i Egypten.
Indtil videre har 13 mistet livet - en betjent og 12 demonstranter i byerne Ismailia og Damietta. Det oplyser kilder fra sundhedsmyndighederne.
/ritzau/AFP