Det er fortsat et mysterium, hvorfor flere ansatte på Bornholms Hospital er blevet forgiftet.
Det siger politikommissær Jan Egelund fra Bornholms Politi efter et møde mellem hospitalet, politiet og repræsentanter fra flere myndigheder.
- Vi har endnu ikke fundet frem til noget, der kan give en forklaring. Der mangler stadig nogle analyser, men lige nu kan man ikke angive nogen årsag, siger Jan Egelund.
Ledelsen på Bornholms Hospital valgte tirsdag aften at lukke hospitalets intensivafdeling. Afdelingen ligger nemlig i den samme bygning, hvor flere akutsygeplejersker forrige søndag blev forgiftet, oplyser TV 2/Bornholm.
Fire hospitalsansatte er tirsdag aften igen fløjet til Rigshospitalet, hvor de er blevet indlagt på ny. De var ellers udskrevet, men viste stadig tegn på forgiftning. Herudover er også to håndværkere indlagt. Dermed har i alt ni personer vist tegn på forgiftning.
Ifølge direktør på Bornholms Hospital Kurt Espersen troede man i første omgang, at der var tale om svovlbrinteforgiftning fra kloakken.
Men den teori har man sidenhen droppet.
- Vi har alle nationale eksperter på banen, kemiberedskabet, giftlinjen og Rigshospitalets eksperter inde over, og alle er lige så meget i tvivl om, hvad årsagen er, som vi er her på Bornholm, siger hospitalsdirektøren.
Derfor tager hospitalet nu ingen chancer. Bygningen er lukket helt af, og åndedrætsværn med friskluftforsyning er påkrævet.
/ritzau/