Den forsvundne Sabina Malkics fem uger gamle baby, Jasmin, er alligevel ikke tvangsfjernet, oplyser Kalundborg Kommune.
"Tvangsfjernelse er det på ingen måde," siger Niels-Erik Sørensen, der er formand for Kalundborg Kommunes børn- og ungeudvalg.
Sabina Malkic var taget til Bosnien for at blive skilt. Babyen blev passet af et vennepar, men da Sabina ikke kommer hjem som aftalt for seks dage siden, bliver venneparret bekymrede. De frygter, hun er blevet offer for æresdrab. Det fik kommunen til at hente babyen i går.
Det er Niels-Erik Sørensen og fire andre, der tager den endelige beslutning om tvangsanbringelser i kommunen. Da Newspaq fortæller ham om sagen for første gang i går eftermiddag, var han ved at falde ned af stolen.
"Der sker ingen tvangsfjernelser i denne kommune, uden at jeg har sat min underskrift," fortæller han.
"Så jeg forstod overhovedet ikke en lyd af det hele."
Men det gør han i dag. Det viser sig nemlig, at Jasmin slet ikke er blevet tvangsfjernet.
"Da moderen ikke vender hjem som aftalt, så har man pligt til som kommune at forsørge barnet. Ligesom vi gør med alle mulige andre børn, hvis forældrene ikke er der," forklarer Niels-Erik Sørensen.
Jasmin boede hos Henrik Polack og hans kone, inden kommunen hentede barnet. Kort efter Jasmin var blevet taget sagde han til Newspaq:
"Jeg indskød, at det da ikke er i barnets tarv at flytte hende op til vildt fremmede mennesker. Det svarede de ikke noget til."
Men det vil Niels-Erik Sørensen gerne svare på:
"Vi har en pligt til at forsørge barnet. Og vi har vurderet, at det er bedst for barnet. Jeg ved, at man efterfølgende har været ude at snakke med det par, hvor barnet var. Så det er foregået i fred og ro," fortæller formanden.
Samtidigt understreger han, at det stadig er Sabines barn:
"Vi håber selvfølgelig alle sammen, at Sabine vender hjem inden længe, og så får hun selvfølgelig sin lille baby igen. Og sker der noget helt andet, så må vi tage det op efterfølgende," siger Niels-Erik Sørensen.
Jasmin bliver nu passet på en institution i Slagelse.