Hertuginde Kate er gået i selvisolation, efter hun har været i kontakt med en person, som er smittet med covid-19.
Det oplyser det britiske kongehus ifølge flere medier.
"I sidste uge var hertuginden af Cambridge i kontakt med en, der senere blev testet positiv for covid-19. Hendes kongelige højhed oplever ikke selv symptomer, men følger retningslinjerne og er gået i selvisolation derhjemme", oplyser hoffet ifølge Billed Bladet.
Der forlyder intet om, hvor tæt hertuginden har været på sin mand, prins William, og den nærmeste familie, som inkluderer kronprins Charles og dronning Elizabeth.
Den 39-årige hertuginde har både været til EM-kamp på Wembley og tennis ved den igangværende Wimbledon-turnering. Begge steder har skullet fremvise en negativ test.
Hertuginde Kate er gift med 39-årige prins William, der som søn af den nu 72-årige prins Charles, er nummer to i den britiske arvefølge.