En stangstiv ægtefælle bag rattet i en Audi koster nu en lokalpolitiker karrieren, skriver Folketidende.
Det er socialdemokraten og formanden for børne- og skoleudvalget i Lolland Kommune Signe Lund, der har valgt at trække sig fra sin plads i byrådet efter Ekstra Bladet har afsløret, at hendes mand har kørt spritkørsel.
Ekstra Bladet skrev lørdag, at Signe Lund i juni havde sin ægtefælle med til et politisk seminar.
Her forlod Signe Lunds mand stedet bag rattet i parrets helt nye Audi. Han var dog så beruset, at han kun fik kørt ganske få meter før han ramte en bil.
Politiet blev tilkaldt og målte på stedet ifølge Ekstra Bladet en promille langt over 2,0.
Bilen blev omgående beslaglagt, og nu har Signe Lund taget konsekvensen af den opsigtsvækkende episode.
- I forbindelse med diverse avisskriverier og episoder omkring min ægtefælle og jeg, har jeg valgt at trække mig fra Byrådet og genopstiller ikke ved næste valg, skriver Signe Lund i en mail til Folketidende.
Hun ønsker ikke at udtale sig yderligere.
Hendes parti- og byrådskollega borgmester Holger Schou Rasmussen beklager, at Signe Lund har trukket sig, og han siger til Folketidende:
- Det er forståeligt, at Signe Lund har valgt at trække sig og koncentrere sig om sin familie i denne situation, men det er ikke mig, der har bedt hende gå, men jeg har stor respekt for hendes valg i denne ulykkelige situation.
Han lægger vægt på, at det ikke er Signe Lund, som har begået en fejl, og han håber, at hun vil vende tilbage til politik.