Der VAR liv på Mars.
Det er nu meddelelsen fra en gruppe forskere, der i detaljer har gennemgået infrarøde billeder af klippeoverfladen på Mars.
Og klipperne på mindst fire steder af overfladen af planeten levner ingen tvivl: Der var engang levende organismer på Mars, siger forskerne.
"Ingen geologiske processer kan skabe denne bestemte type klipper. Kun levende væsener kan danne de mineraler, som de består af," siger Adrian Brown fra SETI-instituttet til BBC News.
Instituttet har til formål at søge efter liv på andre kloder - og er mest kendt for at aflytte radiosignaler fra fremmede kloder. Fundet her er dog gjort ved i detaljer at gennemgå NASAs billeder fra planeten.
Forskerne har fundet nøjagtig den samme type klippe i Australien - og her var den fyldt med spor efter det allerførste liv her på Jorden.
Adrian Brown håber nu, at Nasa vil undersøge opdagelserne nærmere. Allerhelst ved at sende den ambitiøse Mars-sonde, Mars Science Laboratory, til et af de mulige arnesteder for liv. Sonden skal efter planen opsendes næste år.
Det mest lovende sted at finde liv på Mars er dog allerede blevet udelukket fra landingslisten.
Nasa har nemlig vurderet, at der var for stor risiko for, at noget skulle gå galt ved en landing på stedet.