Kæntrede både, oversvømmede kældre og ødelagte sommerhuse var konsekvensen, da en såkaldt "100-års-stormflod" for nyligt rasede i Sydøstdanmark.
Navnet antyder, hvor sjældne sådanne hændelser plejede at være, men det kommer til at se anderledes ud i fremtiden. I takt med at vandstanden stiger, vil 100-års-stormfloder nemlig blive langt mere almindelige.
Det fortæller Kristian Kjellerup Kjeldsen, der er klimaforsker ved GEUS, til Videnskab.dk.
- En stormflod er defineret ved, at havspejlet (vandoverfladen; red.) når en vis højde. I takt med, at basisniveauet for havvandet stiger, skal der mindre og mindre til, før der opstår stormfloder, der er så kraftige, at vi i dag kender dem som 100-års-stormfloder, fortæller Kristian Kjellerup Kjeldsen.
I de mest optimistiske scenarier vil havniveauet på tværs af Danmark stige med 29 til 55 centimeter mod år 2150, konkluderer en rapport fra GEUS, som Kristian Kjellerup Kjeldsen er medforfatter på.
I det mest pessimistiske scenarium vil vandstanden stige med 99 til 123 centimeter frem mod år 2150. Hvis det sker, kan vi forvente, at stormfloder, der i dag bliver betegnet som 100-års-hændelser, vil »forekomme hvert år til hvert femte år i de fleste danske havne ved 2100,« står der i rapporten.
Martin Olesen, klimaforsker ved DMI, advarer også om hyppigere stormfloder i Danmark i fremtiden, men påpeger, at det ikke er alle danske byer, der vil opleve samme stigning i 100-års-stormfloder.
Ved eksempelvis kyststrækningen ved Falster og Møn og i Aarhus Bugt skal vandstanden stige med 162 centimeter over middelvandstanden i 1981-2010 for at blive defineret som en 100-års-stormflod af DMI.
Ifølge DMI’s Klimaatlas vil middelvandstanden her stige med omkring 60 centimeter frem mod år 2100 som konsekvens af global opvarmning. Hvis det sker, skal der således kun ske en midlertidig stigning af vandspejlet på omkring 102 centimeter, for at det kan betegnes som det, vi i dag kalder en 100-års-stormflod - hvilket sker cirka en gang om året.
Ved Esbjerg skal vandet derimod stige med omkring 4 meter for at blive betegnet som en 100 års-stormflod. Derfor vil der i fremtiden ikke opstå lige så mange 100-års-stormfloder i Esbjerg som i eksempelvis Aarhus eller på Falster.
Vi kan selvsagt afdæmpe konsekvenserne af de forhøjede vandstande og de hårdere og hyppigere stormfloder ved at reducere vores drivhusgasudledning, påpeger Martin Olesen.
-Men selv i det allermest optimistiske scenarie regner vi med, at vandstanden kommer til at stige med 30 centimeter. Det vil betyde flere våde kældre og oversvømmede sommerhuse, så vi kommer ikke udenom at prøve at tilpasse os i fremtiden, afslutter forskeren.
Flere artikler fra Videnskab.dk:
100-års-stormfloden kan hjælpe på iltsvindskrisen i de danske farvande
Havet stiger: Kan man bygge et dige rundt om Danmark?
Videnskab.dk