Der er dårligt nyt til husejere. Det bliver nemlig dyrere at forsikre sig når man bor i hus, og det er klimaets skyld.
I øjeblikket sender Alm. Brand breve ud med varsler om prisstigninger, og det skyldes øgede udgifter blandt andet på grund af skader efter meget regn, siger privatdirektør Pia Holm Steffensen.
"Forbrugerrådet har fået flere klager fra folk der har fået præmiestignigner mellem 70 og 100 pct, men vi kan kun råde dem til eventuelt at skifte selskab," siger Mads Mølgaard til dr.dk.
I Alm. Brand fastsætter de prisen på præmien blandt andet ud fra om huset ligger i et område, som tidligere har været ramt af oversvømmelser, og det er ikke muligt at argumentere imod selskabets risikobetragtning, siger Pia Holm Steffensen.
"Men kunderne er velkomne til at opsige forsikringen og undersøge om andre selskaber vurderer anderledes end vi gør," siger hun.
Codan er også i gang med at sætte priserne på husforsikringer op, mens Tryg som de første hævede prisen sidste år.