* EU-budgettet var i 2012 på 1098 milliarder kroner, hvoraf størstedelen blev finansieret af medlemslandene.
* Storbritannien med daværende premierminister Margaret Thatcher i spidsen forhandlede sig tilbage i 1984 som det første medlemsland frem til en rabat på betalingerne til EU.
Den britiske rabat var i 2012 budgetteret til 28,3 milliarder kroner.
* Fire af EU's største bidragydere - Tyskland, Holland, Sverige og Østrig - har siden fået en såkaldt "rabat på rabatten", så landene får reduceret det bidrag, de ellers skulle betale til den britiske rabatordning.
Derudover har landene også særskilte rabatordninger.
De fire landes rabat på EU-budgettet var i 2012 budgetteret til:
Tyskland: 17,8 milliarder kroner. Holland: 10,2 milliarder kroner. Sverige: 4,4 milliarder kroner. Østrig: 1,3 milliarder kroner.
* Rabat til nogle lande betyder, at de øvrige medlemslande må betale mere til EU-budgettet.
Danmark havde i 2012 en ekstrabetaling på 1,42 milliarder kroner til EU på grund af de mange rabatordninger.
* Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kræver på EU-topmødet, at Danmark fremover skal have en rabat på én milliard kroner årligt.
* EU-præsident Herman Van Rompuy lagde i november i sit seneste forslag til EU's langtidsbudget fra 2014-2020 op til, at den britiske rabat skæres med cirka en femtedel.
Han lagde også op til, at Tyskland (20,9 milliarder kroner), Holland (8,6 milliarder kroner) og Sverige (2,4 milliarder kroner) fortsat får en særrabat. Rabatten til Østrig ophører.
Danmarks ønske om en EU-rabat var ikke nævnt med et eneste ord i forslaget.
(Kilder: Folketingets EU-Oplysning, EU-Kommissionen, Van Rompuys seneste forhandlingsudspil)
/ritzau/