Caroline Wozniacki har fundet tennisformen på det seneste, og selvtilliden er også vokset.
Danskeren tror fuldt og fast på, at hun kan slå alle spillere, og hun føler også, at hun bejler til en grand slam-titel.
- Det har jeg jo hele tiden følt, at jeg gjorde. Der er ikke nogen navne i feltet, hvor jeg tænker: "Ups det bliver svært, hvis jeg trækker hende".
- Selvfølgelig er Serena (Williams, red.) svær. Man ved, at spiller hun på sit højest niveau, så er hun virkelig svær at slå. Der skal du virkelig, virkelig spille op til dit bedste, siger Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet.
Caroline Wozniacki har tidligere bekræftet, at hun også er en del af kvindernes tour i 2017, og hun gør sig ikke mange tanker om et tidligt karriere stop i øjeblikket.
- For at være helt ærlig, så har jeg taget et år ad gangen de seneste mange år: Har set, hvordan kroppen havde det, og hvordan jeg selv havde det. Det er ikke noget, jeg tænker over lige nu, siger danskeren til avisen.
Caroline Wozniacki afsluttede 2016-sæsonen i topform. Hun nåede semifinalen i grand slam-turneringen US Open og strøg til tops i WTA-turneringerne i Tokyo og Hongkong.
I perioden gik Wozniacki fra en plads som nummer 74 til 16.-pladsen på verdensranglisten.
Hun skal dog ikke i aktion før 2017, da en fodskade gør, at Caroline Wozniacki ikke deltager i næste uges WTA Elite Trophy i Kina.
/ritzau/