Kraftig blæst fra øst er med til at skabe kraftigt forhøjet vandstand fra torsdag og frem til lørdag.
Vandstanden ved den danske kyststrækning, kan nogle steder blive så høj, at der ikke er set lignende i mere end 100 år.
Det siger chefkonsulent Poul Jensen hos Naturskaderådet, der er daglig ansvarlig for Naturskaderådets Sekretariat.
- Vandstanden kommer faktisk langt over en 100-års-hændelse flere steder. Vi har ikke set den endnu, så det er kun varslinger, som vi taler om, siger han.
En 100-års-hændelse er, når vandstanden er så høj, at den statistisk sker sjældnere end en gang på 100 år. Vandstanden over tid ses i Højvandsstatistikken fra Kystdirektoratet.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har varslet forhøjet vandstand i kategori 3, som indikerer "meget farligt vejr".
Særligt i det Sydlige Lillebælt lyder varslingen, at vandstanden langt vil overstige normalen. Her ventes en forhøjet vandstand på mellem 1,9 og 2,4 meter.
I eksempelvis Haderslev ventes vandstanden at toppe natten til lørdag klokken 01.30 med 2,14 meter over normalen.
Når vandstanden så højt, vil den overstige en 100-års-hændelse for Haderslev ifølge Højvandsstatistikken.
Det kræver, at vandstanden stiger mere end 1,75 meter over normalen.
DMI udsender sit varsel på baggrund af en model, som bygger på vind og vindretning.
Ifølge chefkonsulenten er vind fra øst meget sjælden, når der er tale om meget stærk vind.
- Så holder modellen næsten per centimeter, tilføjer han.
Så høj vandstand kan føre til det, som kaldes for "stormflod".
Stormflod er en oversvømmelse ved ekstremt høj vandstand i havet. Loven siger ifølge Poul Jensen, at det skal være en 20-års-hændelse, for at kunne kaldes stormflod.
Det er Naturskaderådet, der vurderer, om de forhøjede vandstande har ført til stormflod, når uvejret er ovre.
Beslutningen har betydning for, hvorvidt man som bolig- og sommerhusejer, kan søge erstatning for eventuelle skader på sit hus eller inventar.
Fakta om stormflod
Voldsomt vejr og højvande kan få havet til at gå over sine bredder. Når det sker, er det Naturskaderådet, der vurderer, om der er tale om stormflod.
Læs mere om, hvad stormflod er:
- En stormflod skal forstås som en oversvømmelse, der sker på grund af ekstremt høj vandstand i havet.
- Det skal være så høj vandstand, at den forekommer sjældnere end hvert 20. år.
- Hvorvidt vandstanden er sjælden nok bliver vurderet på baggrund af statistiske modeller, som er udarbejdet af Kystdirektoratet. Den går under navnet "Højvandsstatistikken".
- Højvandsstatistikken opdateres hvert 5. år. Den sidste er fra 2017, dermed udkommer der en ny inden årets udgang.
- Når Kystdirektoratet i samarbejde med DMI har konstateret, at der har været en 20-års hændelse på en bestemt kyststrækning, modtager Naturskaderådet en udtalelse.
- Udtalelsen udgør grundlaget for Naturskaderådets erklæring af stormflod.
- Inden for nyere tid har der to gange været stormflod. Det var i 2006 og 2013 - efter stormen Bodil.
- Afgør Naturskaderådet, at der har været stormflod i et område, kan det udløse muligheden for at få erstatning.
- Anmeldelsen skal ske til eget forsikringsselskab via Naturskadebasen.
Kilder: naturskaderaadet.dk og chefkonsulent i Naturskaderådet Poul Jensen.