Kommunerne er på den. Og de har udsigt til at komme endnu mere på den. Det handler om at skaffe kvalificeret arbejdskraft til ældrepleje og sundhedsopgaver. Og kommunerne har allerede støvsuget markedet ganske grundigt for uddannede SOSU’er.
Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.
Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.
FOA BLIVER SELVFØLGELIG GLAD, når kommunerne nu mener, at deres vigtigste prioritering ved de kommende overenskomstforhandlinger handler om at kunne skaffe arbejdskraft, og at manglen på først og fremmest social- og sundhedshjælpere og -assistenter nu er så omfattende, at gruppen skal have en større del af lønkagen.
Skal kommunerne kunne tilbyde borgerne kvalificeret arbejdskraft på plejecentrene, i hjemmeplejen og i de nye sundhedsopgaver, bliver det imidlertid nødvendigt at gå på to ben med en stok indenfor rækkevidde. Et uddannelsesben og et overenskomstben. Og så stokken, der skal støtte fagligheden, når kommunerne svigter de ansattes mulighed for at levere det gode arbejde og for selv at have anstændige arbejdsforhold.
Uddannelsesbenet kan tælles i cpr.-numre
Kommunerne har god grund til at være bekymrede. Ligesom FOA. Det er udenfor diskussion, at manglen på SOSU’er vil vokse betydeligt i de næste 10 år, som en konsekvens af den demografiske udvikling.
I den periode vil op mod en trediedel af de ansatte gå på pension. Der er ganske mange. Faktisk 23.000 social- og sundhedshjælpere og –assistenter. Der skal med andre ord – blot for at erstatte dem, der tjekker ud til pension - uddannes 2.300 om året.
Men det er ikke nok til at løse ældreplejens udfordringer. Befolkningens hastigt stigende gennemsnitsalder og især stigningen i antallet af ældre over 80 år kræver endnu flere uddannede. 2.200 om året i de næste 10 år.
I de seneste år har knap seks procent af de lidt ældre SOSU’er hvert år forladt faget for at gå på førtidspension eller skifte til et mindre belastende fag. Der er desværre ikke mange tegn i sol og måne på, at kommunerne for alvor gør noget ved arbejdsmiljøet, så denne afgang vil kræve uddannelse af yderligere 4.400 om året i 10 år.
Og endelig gør kommuner i dag brug af en hel del ansatte i ældreplejen, der slet ikke er uddannet. Det vil borgerne på sigt ikke acceptere, så uddannelse til ikke-uddannede lægger yderligere 600 om året til behovet for uddannelse de næste 10 år.
Alt i alt op mod 10.000 uddannede om året. Det er godt nok en udfordring af dimensioner.
Den udfordring kan kommunerne kun forsøge at løse, hvis de er parate til at gøre det mere attraktivt under uddannelsen og ikke mindst langt mere attraktivt, når uddannelsen er gennemført.
I dag er der alt for få, der melder sig til SOSU-uddannelserne. Derfor bliver kommunerne nødt til at finde en løsning på det problem, at grundforløbet nu - i modsætning til tidligere - skal gennemføres på SU. Det har de typiske kandidater til uddannelserne i mange tilfælde ikke økonomisk mulighed for. Tilsvarende bliver kommunerne nødt til at udvide brugen af voksenelevløn.
Kommunerne vil meget gerne have social- og sundhedshjælpere til at uddanne sig til –assistenter. Det kræver ikke alene voksenelevløn. Det kræver også, at det er synligt, at længere uddannelse med tilhørende autorisation giver højere løn. At det med et forslidt Christiansborg-udtryk kan betale sig at uddanne sig.
Det kan det ikke i dag. Den erfarne social- og sundhedshjælper vil gå ned i indtægt, når navneskiltet skal udskiftes med et nyt med betegnelsen social- og sundhedsassistent. Med mindre der gives lokalt aftalte kompenserende tillæg. Det er ganske enkelt tosset. Og her kan kommunerne sikre sig selv bedre rekrutteringsmuligheder ved de kommende overenskomstforhandlinger.
Overenskomstbenet skal fjerne forældet kønsskævhed
Det danske overenskomstsystem er udviklet af parterne gennem mere end ét hundrede år. Udviklet af lønmodtagerne og arbejdsgiverne gennem samarbejde og konflikter.
Men parternes verdensbillede så på en række områder meget anderledes ud end nutidens. Eller udtrykt på en anden måde: De kollektive overenskomster blev skrevet af mænd for mænd. Af fuldtidsansatte mænd til mænd på fuld tid i jernindustrien.
Her kan kommunerne virkelig gøre sig meget mere lækre som potentiel arbejdsplads for de kvinder, som endnu først og fremmest søger indenfor SOSU-området. Og samtidig rette op på grove, kønsmæssige skævheder, som er et levn fra en længst svunden tid, da kvindens indkomst blev set som en biindtægt til mandens.
Når kommunerne i dag i praksis stort set alene ansætter SOSU’er på deltid, er det spekulation i, at SOSU-faget ikke er et mandefag.
Deltidsansatte får ikke overarbejdsbetaling, når kommunen har brug for en ekstra indsats. Kvindefagenes fritid er simpelthen mindre værd end mandefagenes.
Deltidsansatte får i stedet samme timeløn for ekstra timer, indtil de har rundet normen for fuldtid. Det giver arbejdsgiveren en buffer af ansatte, som ikke koster mere at beordre i arbejde i flere timer, end en fuldtidsansættelse ville koste.
Er den planlagte arbejdsdag under seks timer, har den deltidsansatte ikke krav på en frokostpause. EU’s arbejdstidsdirektiv beskytter kun frokostpausen for ansatte med længere arbejdsdage. Kommunerne sparer dermed 2,5 timers løn om ugen på at deltidsansætte SOSU’erne.
Også på pensionsområdet ser vi de kedelige rester af en mandsdomineret historik i overenskomsterne.
Kvindefagene i den offentlige sektor har altid oplevet en større indtægtsnedgang ved overgang til pension, fordi pensionsopsparingen tidligere ikke medtog tillæg for at arbejde aften, nat, weekender og helligdage. Det er først kommet i fokus indenfor de senere års overenskomstforhandlinger.
Den kommunale spekulation i deltidsansættelse kan også findes i FOAs medlemsstatistik. 86 procent af de kommunalt ansatte i social- og sundhedssektoren er deltidsansatte.
Der er med andre ord adskillige områder, hvor kommunerne og FOA i fællesskab kan gøre SOSU-overenskomsten mere attraktiv.
Men lønnen sender naturligvis også i sig selv et signal. Og her har kommunerne en god mulighed for at øge SOSU-områdets tiltrækningskraft ved at hæve startlønnen og gøre vejen til slutløn kortere.
I forvejen får kommunerne en hjælpende hånd med det fælles krav fra det fælles forhandlingsorgan – Forhandlingsfællesskabet – om afsættelse af en særlig pulje til de kvindedominerede fag. Det betyder, at de kvindedominerede fag, herunder SOSU’erne, med kommunernes eget udtryk, skal have en større del af kagen.
Stokken skal skabe plads til faglighed og anstændige arbejdsforhold
Der er simple redskaber til at øge antallet af arbejdstimer i ældreplejen og på sundhedsområdet.
Det mest simple ligger på den flade hånd. Under den økonomiske krise blev rigtig mange SOSU’er mod deres vilje sat ned i ugentlig arbejdstid, for at kommunerne kunne spare lønkroner. Kære kommuner, giv dog de ansatte de timer tilbage og opret fuldtidsstillinger, som er til at leve af.
Men giv først og fremmest flere løntimer til ældreplejen og sundhedsområdet for at få skabt plads og rum til det faglige skøn, som er selve kernen i mødet mellem den ældre eller den syge og den professionelle. Det er dét møde, vi skal dyrke, hvis vi skal generobre fagets tiltrækningsevne.
Lad også flere arbejdstimer være vejen til, at de ansatte ikke skal arbejde hver anden weekend, og til at de ansatte kan holde ferie sammen med familien og ikke udenfor skolernes ferie. Weekendarbejde og feriemuligheder sender også signaler om en arbejdsgivers holdninger til sine ansatte.
Det koster, at genskabe SOSU-fagets tiltrækningskraft. Med de små ungdomsårgange, der venter forude, bliver det langt dyrere blot passivt at vride hænderne i fortvivlelse over udfordringernes omfang.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.