Alle de 575 millioner kroner, der er betalt for meget i varme, skal tilbage til århusianerne. Så klar lyder meldingen i det brev, AffaldVarme i Århus i går modtog fra Energitilsynet. Og efter længere tids fodslæberi har AffaldVarme nu indvilliget i at betale alle pengene tilbage til forbrugerne.
Det betyder, at århusianerne nu kan se frem til en prisnedsættelse på 7,4 øre pr kilowattime, hvilket svaret til cirka 1.400 kroner for en gennemsnitlig husstand om året.
Pengene forsvinder igen
Hos Venstre jubler man over den beslutning.
»Vi har hele tiden sagt, pengene skal betales tilbage til forbrugerne indenfor fire år. I Venstre er vi glade for, at rådmanden nu har ændret mening. Det har været en hård kamp at få ham til at indse det, men nu lysner det åbenbart,« siger byrådsmedlem Ejgil Rahbek (V).
Helt lyst er det dog langt fra, for selvom borgerne får alle pengene tilbage, så forsvinder en stor del formentlig igen. Hos AffaldVarme håber man stadig på at få godkendt de oprindeligt planlagte investeringer.
»Brevet fra Energitilsynet gør det meget klart, at pengene skal tilbage til borgerne, men der er ikke noget, der forhindrer os i at lave sideinvesteringer, når bare vi gør det hver for sig,« siger Affald- og Varmechef Bjarne Munk Jensen, der mener, at borgerne stadig vinder i sidste ende.
»Hvis man laver de tiltag, vi har anbefalet, vil der alligevel være besparelser på 600 kroner per husstand inklusive moms om året,« siger Bjarne Munk Jensen.
Eigil Rahbæk vil dog ikke umiddelbart godtage AffaldVarmes forslag.
»Vi må finde ud af, om der er de investeringsbehov. Mange af de ting, man har foreslået, er for at undgå at give pengene tilbage. Men hvis forslagene er gode nok, må vi tage dem op ét og ét,« siger han.