Når mor eller far drikker, går det langt hårdere ud over børnene end tidligere antaget.
Det viser en ny undersøgelse, som ph.d. og psykolog Helle Lindgaard har foretaget for Sundhedsstyrelsen, skriver Politiken.
- Mange af børnene har det rigtig skidt. De har hidsighedsanfald, spiseforstyrrelser, selvmordstanker og er i risikozonen for at udvikle angst, depression, skizofreni eller andre psykiatriske diagnoser, siger Helle Lindgaard til avisen.
- Vi har at gøre med børn helt ned i otteårsalderen, der taler om selvmord, tilføjer hun.
Rapporten begrunder, at der både i sundheds- og socialsektoren systematisk skal spørges til børn, når man møder familier med alkoholproblemer, mener specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen Kit Broholm.
- Man har traditionelt kun haft fokus på at behandle den, der drikker, siger hun til Politiken.
- Men de sundhedsmæssige konsekvenser af alkohol rammer både partner og børn, og derfor er det vigtigt, at familien samlet tilbydes behandling, tilføjer Kit Broholm.
Det fremgår af undersøgelsen, at op imod tre fjerdedele af børn i alkoholramte familier er bekymrede, og at halvdelen af børnene er kede af det og lider af hoved- og mavepine og/eller kvalme.
Mange af børnene er også ramt af utryghed og kan have svært ved at koncentrere sig. Ofte har de også problemer med at lege med andre børn, og næsten hver tredje bliver mobbet.
/ritzau/