Forældre til garagebarn skjulte to børn mere

Den familie, der i august fik fjernet et hemmeligt barn fra deres hjem, har hele to gange før skjult et barn.
Det var ikke første gang, at familien fra Helsingør har forsøgt at holde børn skjult for myndighederne.
Det var ikke første gang, at familien fra Helsingør har forsøgt at holde børn skjult for myndighederne. Foto: Niels Hougaard / POLFOTO

Det var ikke første gang, at familien fra Helsingør, der i august fik fjernet et fireårigt hemmeligt barn fra deres hjem, har forsøgt at holde børn skjult for myndighederne.

Parret har faktisk gjort det hele to gange før, og også her blev børnene opdaget ved ransagninger i hjemmet, skriver B.T.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Det er korrekt. I 2006 kommer vi på stedet for at tvangsfjerne fire børn på bopælen. Vi bliver så overraskede, da vi finder hele seks. Dem tvangsfjerner vi så ved samme lejlighed, siger kommunaldirektør i Helsingør Kommune, Bjarne Petersen, til avisen.

Den senest fundne fireårige dreng blev opdaget, da en politibetjent i august i år i et andet endnu ukendt ærinde var i gang med at gennemsøge garagen i forbindelse med en ransagning af parrets ejendom.

Under et tæppe bag en bil dukkede et barneansigt pludselig op, og en lille dreng stirrede op på den måbende betjent.

Men myndighederne havde faktisk rig mulighed for at opdage den fireårige dreng væsentlig tidligere. Trods familiens forhistorie ignorerede de nemlig et tip om, at endnu et barn muligvis var født ind i familien.

Et barn, som heller ikke denne gang var registreret i det offentlige system.

Men intet skete altså før den 9. august i år, hvor den fireårige blev fundet.

- Det er dybt ulykkeligt, at vi så stjæler yderligere to år af den lille drengs barndom, siger Bjarne Petersen.

- Vi kontaktede Ankestyrelsen og fik et svar tilbage om, at vi ikke skulle rykke ud, da forudsætningen for det var, at vi skulle have kendskab til, at der var et barn. De skulle bare have sagt, at vi skulle rykke ud, tilføjer han.

Men kommunen fejltolkede lodret styrelsens svar, og de kunne sagtens have undersøgt påstanden om det syvende og hemmeligholdte barn, lyder meldingen fra Ankestyrelsen.

Men det skete altså ikke, hvilket betød at den fireårige dreng måtte være indespærret i sit hjem i to år mere.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.