Hannibal Rising

Instruktør: Peter Webber

***Efter de tre kassesucces’er (?Ondskabens Øjne’, ?Hannibal’ og ?Red Dragon’) med Anothony Hopkins i sin glansrolle som den raffinerede massemorder Hannibal Lecter, er der god grund til, at forfatter Thomas Harris har benyttet sig af et efterhånden godt brugt filmtrick, nemlig at skrive begyndelsen før begyndelsen.

Faktisk har den amerikanske forfatter skrevet bogen ?Hannibal Rising’ simultant med filmmanuskriptet – et dobbeltværk som især imponerer med sin historiske iscenesættelse.

Vi lander i Litauen under 2. verdenskrig. Drengen Hannibals forældre bliver dræbt, og han er alene i en skovhytte sammen med sin lillesøster, Mischa, da en flok ondskabsfulde og sultne soldater søger ly. Faktisk er de så sultne, at de koger og spiser Mischa. Og så har vi ellers den dybdepsykologiske forklaring på Hannibal the Cannibals særegne smag for menneskekød.

Filmen følger den unge Lecter, da han flygter fra et russisk børnehjem og opsøger sin japanske faster i Frankrig. Her lærer han kogekunst og samurai-tricks, optages på det medicinske studie i Paris (mønsterelev, især i ligkirurgi!), men plages af mareridt om mordet på hans lillesøster.

Fejlcast

Hannibal bliver besat af hævn. Morderiske opfindsomheder er der nok af, og man fryder sig nærmest, når de lidt for ondskabsfuldt karikerede skurke får et visit fra fortiden. Det bliver dog ikke nær så nervepirrende som visse scener i de andre Hannibal-film, for man ved jo ligesom at han slipper af sted med sine (u)gerninger – når nu det er begyndelsen på historien.

Valget af den franske Gaspard Ulliel er et direkte fejlcast. Som ung Hannibal er han komplet charmeforladt og usympatisk, en vaskeægte psykopat, der, selvom han kun dræber de onde, er umulig at holde af. Man savner Anthony Hopkins’ sofistikerede sarkasme, og personligt synes jeg ikke, det holder, at den unge Hannibal skal tale så ubehjælpsomt, når vi ved, at han som voksen er så sprogligt elegant.

?Hannibal Rising’ er mest af alt en klassisk hævnhistorie, hvor selv helten er gennemført grum. Og det bliver faktisk både for langt og for meget af det onde – selv om man er udmærket underholdt undervejs.