For første gang i årevis stiger boligpriserne

Det ser en lille smule bedre ud for boligmarkedet. I Realkreditrådet advarer man dog mod for stor begejstring.
Der er lidt mere at glæde sig over, hvis man er en af de heldige, der får solgt boligen. Priser stiger for første gang i syv kvartaler.
Der er lidt mere at glæde sig over, hvis man er en af de heldige, der får solgt boligen. Priser stiger for første gang i syv kvartaler. Foto: Colourbox

Flere boliger skiftede ejere i andet kvartal i forhold til kvartalet før. Og det giver en lille optimisme på boligmarkedet.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Og selv om priserne var lidt lavere end på samme tidspunkt sidste år, giver det dog anledning til, at smilene bliver en smule bredere hos landets boligeksperter:

- Det giver grund til en forsigtig optimisme for det danske boligmarked. Huspriserne faldt 6,4 procent i andet kvartal 2012 sammenlignet med kvartalet i 2011. Men fra første til andet kvartal steg prisen med omkring en procent, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit, kalder tallene fra Realkreditrådet og Realkreditforeningen for " den bedste bolignyhed i lang tid".

- Det er nemlig det eneste tal, som andre officielle statistikudgivere endnu ikke har leveret, og som samtidig er et vigtigt pejlemærke for, om de grønne blade, vi har set på boligmarkedet i den seneste tid, vil springe ud eller visne igen, siger hun.

Efter syv kvartaler med faldende handelsaktivitet er salgsaktiviteten igen på vej op i gear:

- Nu sker der altså noget, og vi er tæt på at mene, at det er den bedste nyhed, vi har fået på boligmarkedet i lange tider, siger Lise Nytoft Bergmann.

Den lille prisstigning betyder, at et parcelhus på 150 kvadratmeter er blevet 14.250 kroner dyrere i perioden.

- Der er ingen tvivl om, at de ekstremt lave renter har været en meget afgørende faktor for den udvikling. Samtidig har et generelt lavere prisniveau åbnet for flere købere, siger cheføkonom i Dansk Ejendomsmæglerforening, Troels Theill Eriksen.

Sammenlignet med for et år siden er parcelhuspriserne faldet seks procent. Det svarer til, at et parcelhus på 150 kvadratmeter er blevet 105.750 kroner billigere i løbet af det seneste år.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.