Det begyndte som en helt almindelig arbejdsdag. Men den dag i 1998 fik kriminalassistent Henning Christensen et telefonopkald på Politigården i Slagelse. Da røret blev lagt på, startede den omfattende efterforskning af den første sag, hvor bagmænd er dømt for rufferi med afrikanske kvinder. Som beskrevet tidligere i Nyhedsavisen har politiet meget svært ved optrevle sager omkring menneskehandel og prostitution. For Henning Christensen og kollegerne lykkedes det. Men først otte år senere var det slut.

Bordel i baghaven

Manden, der ringer, er oprørt. I nabohuset har han set letpåklædte afrikanske kvinder lukke mænd ind. Det er ikke tilfældigt, at opkaldet bliver stillet ind til den i dag 56-årige Henning Christensen. Gennem de seneste seks år i det, der dengang hed Fremmedpolitiet har han hentet kvinder ud fra bordeller og sendt dem hjem. Den seneste -? en ung, thailandsk kvinde ?- har sendt et postkort til ham, som stadig ligger på skrivebordet.
»Må Gud, Allah og Buddha bevare dig«, står der.
Efter opkaldet pløjer Henning Christensen Ekstra Bladet igennem. »Svulmende, sorte kvinder,« bliver tilbudt på adressen i Herrested syd for Slagelse. Huset med de gule mure og det sorte tag er dårligt vedligeholdt og ligger for enden af en kringlet grusvej.
Samme aften parkerer betjentene bag en runding på grusvejen i ly af det tætte budskads, som omgiver huset. Kollegaen Peter Autrup bliver i bilen, mens stenene knaser under fødderne på Henning Christensen, da han bevæger sig hen mod den brune trædør.
En afrikansk pige åbner. Hun er mellem 17 og 20 år og holder øjnene fæstnet mod jorden, da Henning Christensen spørger efter hendes pas. Før han når at få en fod i døren, smækker den.
»Den dag startede sagen faktisk,« husker Henning Christensen.

Kundelisten

I et udhus, finder betjentene pigen. Hun sidder foran et vindue med udsigt til gårdspladsen. I vindueskarmen ligger en liste.
»Det var bilnumrene på alle kunderne. Tidspunktet, hvor de kom, og forlod stedet. Normalt kom seks-syv om dagen, både direktører og arbejdsmænd.«
Under afhøringen fortæller pigen, at hun har været i landet i otte-ni måneder. Hun har svaret på en annonce i et blad i Benin ved Nigeria om at komme til Danmark og arbejde. Men i Danmark kommer hun til det gule hus, som en afrikansk kvinde og hendes danske mand siger, at hun ikke må forlade.
Maden bliver bragt til hende, og hver uge afleverer hun en konvolut spækket med kontanter.
Husleje, kalder hun det. Pigen fortæller, at hun hedder Anita Jensen. Det tror betjentene ikke på. Senere giver hun dem to andre navne. De får det tjekket på ambassaden i Nigeria, hvor alle, der har søgt om visum til Danmark har fået taget fingeraftryk. Et af dem matcher.

Ingen opholdstilladelse

Pigen har et år tidligere søgt turistvisum til Danmark i 30 dage. Hun har hverken arbejds- eller opholdstilladelse, så i følge loven skal hun sendes hjem.
»Jeg tænkte over, om hun skulle tilbage til samme tilværelse under endnu ringere forhold,« fortæller Henning Christensen.
Men pigen bliver hjemsendt. På det tidspunkt aner Henning Christensen ikke, at hun snart dukker op igen.
Betjentene tror, at pigerne, der er i huset, er ofre for menneskehandel. Men de kan ikke bevise det. Den danske mand og den afrikanske kvinde, der ejer huset, er der i perioder tit, når betjentene kommer forbi.
Kvinden arbejder af og til selv som prostitueret. Manden har et værelse ovenpå. Alligevel påstår de, at de kun lejer huset ud og ikke ved, hvad pigerne laver.
»Hun var rapkæftet, frembrusende og rappenskralde-agtig. Manden var mere underkuet, men fræk som en slagterhund. De vidste jo nok, hvordan de skulle kringle det her,« siger Henning Christensen.

Skat for prostitution

I Danmark er det ikke ulovligt at prostituere sig, men man skal have opholdstilladelse og betale skat.
Landbetjenten har ofte stævninger til huset for manglende betalinger af vand, telefon og ejendomsskat, men det beviser stadig ikke, at den danske mand og den afrikanske kvinde tjener penge på pigerne. Rapport efter rapport efter rapport bliver skrevet.
Naboen ringer og fortæller, hvad han ser. Pigerne bliver gang på gang anholdt og afhørt, men vil intet sige om, hvordan de er kommet herop og hvordan deres forhold til husets ejere er. Men betjentene har stadig ingen sag. De mangler et regnskab.
Sagen tager tid. I marts 2001 går det næsten galt. Henning Christensen falder om med en blodprop i hjertet, og bliver sygemeldt i 13 måneder.
Det bliver den 47-årige Peter Autrup, som overtager sagen.
En søndag aften ringer en mand, der er kunde i huset. Han frygter, at en kvinde mod sin vilje bliver holdt fanget. Åbningen for de fældende beviser kan være der.
»Det er meget sjældent, at kunder selv anmelder. Han fortalte, at hun ikke engang lod som om hun nød det. Det plejer pigerne ellers at gøre,« siger Peter Autrup.
Kunden skal udpege kvinden. Men da han sidder på politistationen med et fotoalbum i hænderne, er han blevet svag i mælet. Nu kan han ikke genkende hende.
»Hele sagen falder fra hinanden lige dér,« husker Peter Autrup. Og hvad der skulle have været en sag om ulovlig prostitution, ender med, at kvinden får en erstatning for uberettiget anholdelse.
Kort tid efter er den kvinde, som tidligere er sendt ud af landet nu tilbage. Husets mandlige ejer har ladet sig skille fra den nigerianske kvinde og har giftet sig med pigen, der nu er blevet familiesammenført. På næste husbesøg åbner hun og en anden pige døren.
»Vi vil gerne se jeres opholdstilladelser,« siger Peter Autrup. Ingen af dem har en, så de bliver anholdt. Den yngste af pigerne bliver stiktosset og råber. Den anden virker nervøs.
Peter Autrup går ind i stuen. Der falder blåt lys ned fra loftet i rummet, hvor der står flere senge betrukket med hvide lagener. På et lille bord ligger en prisliste. Man kan blandt andet få toiletsex, konstaterer han. Et rum bag stuen er fyldt med piske. Peter Autrup leder efter et regnskab, men han finder ikke noget. Den danske ejer kommer ned ad trappen.
Han påstår, at han intet kender til pigerne.

Flugt

Under afhøringen fortæller pigerne, at de er under 18 år. Betjentene er rystede.
»Tænk at nogen skal udsættes for det,« tænker Peter Autrup.
Men samtidig er det et kæmpe fremskridt i efterforskningen. For hvis pigerne er mindreårige, er det sandsynligt, at andre tjener penge på dem. To dage senere har Peter Autrup en ransagningskendelse i hånden. Han har nu ret til at gennemsøge huset. En af pigerne flygter ud gennem et vindue, men bliver fanget. Hun er kommet siden sidst.
»Det går så stærkt, at de bare henter en ny,« som Peter Autrup siger. Men hvordan de bliver smuglet herop, vil ingen af pigerne fortælle.
Fordi pigerne er mindreårige, beslutter politimesteren, at husets to ejere skal tiltales. På det tidspunkt har sagen kørt i syv år.

Svært at bevise

Peter Autrup mærker nervøsiteten komme snigende. Det er svært at sandsynliggøre, at ejerne har tjent penge på pigerne ud over det faktum, at pigerne, der sælger deres kroppe i huset er mindreårige.
Men gennem de syv år, der er gået, siden Henning Christensen besøgte stedet første gang, er der indsamlet bunker af rapporter, prislister og udskrifter af afhøringer. Peter Autrup pakker tre ringbind, som han afleverer til anklageren.
»Det er et uvæsen med menneskehandel, som vi skal til livs,« siger anklageren i byretten. Fra tilhørerrækkerne håber Peter Autrup, at hun får ret.
»Men hele tiden var jeg meget i tvivl, om sagen kunne bære uden regnskab,« siger han.
Håbet bærer frugt 31. oktober. Den danske mand og den nigerianske kvinde får hver et års ubetinget fængsel. Kvinden får indrejse­forbud i fem år.
I dag er huset på Slagelsevej 39 solgt på tvangsauktion. Den ihærdige nabo har fået nye naboer, og de er ikke prostituerede.
Men de to betjente kører stadig af og til forbi huset. Bare for at kigge.
»Vi er sgu lidt stolte,« som Peter Autrup siger.