Den såkaldte fodboldtosse blev i dag dømt til at betale en erstatning på knap 1.900.000 kr. til DBU.
Erstatningen er blandt andet kompensation for, at DBU måtte flytte landskampe, efter den 33-årige løb på banen og angreb dommeren i en landskamp mod Sverige.
Efter dagens dom var baneløberen chokeret.
"Jeg har endnu ikke talt med min advokat, så jeg ved slet ikke, hvad der skal ske, og hvad konsekvensen bliver, men jeg er meget ked af det," siger han til DR Nyheder.
Han håber, at DBU vil være indstillet på at indgå en aftale, så han vil være i stand til at fortsætte sit liv.
"Jeg håber, at der kan blive tale om et fast månedsbeløb, men det kan jo være, at det beløb, DBU finder rimeligt, ligger langt over det, jeg kan betale," siger han.
I første omgang fik den 33-årige baneløber en dom på 20 dages fængsel samt et erstatningskrav på 900.000 kr. Det beløb blev altså i dag fordoblet.