En af Frankrigs største fodboldprofiler er gået bort. Bernard Lacombe, der var med til at sikre nationens første EM-titel, og som havde en lang karriere i flere store Ligue 1-klubber, er død, skriver Ekstra Bladet. Han blev 72 år.
Bernard Lacombe stoppede som aktiv spiller i 1987, men er stadig den næstmest scorende spiller i den franske Ligue 1. Philippe Merle/AFP/Ritzau Scanpix
- Alle vores tanker går til hans familie og kære – og til fansene af Olympique Lyonnais. Farvel, Bernard. Du var vores legende – den største af alle, lyder det i en officiel udmelding fra Lyon, hvor Lacombe var tilknyttet i flere årtier efter sin aktive karriere.
Den tidligere angriber spillede næsten 300 kampe for Bordeaux og havde en enkelt sæson i Saint-Étienne, men det er først og fremmest hans mangeårige engagement i Lyon, han huskes for. Her spillede han 258 kampe og stod i spidsen for holdet i 167 kampe som træner. Senere blev han både sportsdirektør og medlem af klubbens bestyrelse.
Ifølge Ekstra Bladet scorede Lacombe 255 mål i 497 Ligue 1-kampe, hvilket gør ham til den næstmest scorende spiller i ligaens historie.
Derudover var Lacombe også med til at vinde Frankrigs første EM-titel nogensinde på hjemmebane i Frankrig 1984, da det franske landshold besejrede Spanien 2-0 i finalen. Det var i øvrigt samme turnering, hvor Allan Simonsen brækkede benet i Danmarks åbningskamp mod Frankrig.
Dødsårsagen er ikke offentliggjort, men ifølge flere franske medier døde Lacombe på hospitalet, hvor han havde været indlagt siden januar.