FN's vicegeneralsekretær, tyske Angela Kane, er lørdag ankommet til Syriens hovedstad, Damaskus, for at drøfte muligheden for en undersøgelse af et formodet angreb med kemiske våben, oplyser en journalist fra nyhedsbureauet AFP.
Kane, der også er FN's nedrustningschef, er sendt til landet af sin chef, generalsekretær Ban Ki-moon, som har opfordret Syriens regering og dets modstandere til at samarbejde med FN i dets anstrengelser for at gennemføre en undersøgelse af angrebet.
I forvejen er et hold af FN-våbeninspektører rejst til det borgerkrigshærgede land, og Kanes opgave bliver at skaffe inspektørerne adgang til det sted, hvor angrebet fandt sted.
Det menes at have dræbt hundredvis af mennesker natten til onsdag i udkanten af Damaskus.
Det står ikke klar, hvem der har gennemført angrebet. Vestlige lande beskylder præsident Bashar al-Assads styre for at have gennemført angrebet, mens regimets nære allierede Iran mener, at oprørerne skal holdes ansvarlige for drabet på de mange hundrede civile.
/ritzau/AFP