FN-inspektører i Damaskus har forladt den centrale del af byen for at indlede deres undersøgelser af det sted i forstæderne, hvor der angiveligt er blevet dræbt hundredvis af mennesker med kemiske våben for få dage siden.
En konvoj med seks biler bragte våbeneksperterne, der er iført FN's blå sikkerhedsveste, ud til forstaden Østghouta. De blev ledsaget af en bil fra de syriske sikkerhedsstyrker og en ambulance.
Præsident Bashar al-Assad afviser anklagerne om, at det er hans regime, der står bag det påståede angreb.
- Ville nogen stat anvende kemiske eller andre masseødelæggelsesvåben på et sted, hvor dets egne styrker er koncentreret? Det strider imod enhver elementær logik. Så beskyldninger af denne art er fuldstændig politiske, siger Assad i et interview med den russiske avis Izvestia.
Nyhedsbureauet Reuters har talt med flere syrere, som dagligt forholder sig til den uvished, som det påståede angreb har skabt.
Forstaden Ghouta, hvor den syriske regering ifølge oppositionsaktivister har dræbt flere end 1000 med giftgas, er også et landbrugsområde.
Bedstemoren Hana siger, at hun ofte bliver ringet op af sine tre døtre.
- De ringer til mig hele tiden, og de er desperate. De spørger: Mor, hvad med vandmelonen? Absorberer den kemikalierne? Hvad med mælken?
- Jeg forsøger at berolige dem, men jeg er også selv meget bekymret. For hvad nu hvis det tager år, før man ser påvirkningen hos børnene, siger Hana.
I Ghouta, som forsyner Damaskus med fødevarer, dyrkes blandt andet grøntsager og holdes dyr.
Flere vestlige lande har udtalt, at de mener det stort set bevist, at det syriske styre har udført angrebet. Læger uden Grænser har via deres kilder på tre hospitaler i regionen bekræftet, at 3600 blev indlagt med nerveforgiftning onsdag kort efter angrebet.
- Jeg håber, at gud vil beskytte os. For jeg vil virkelig hellere plante mine egne tomater og grøntsager, men hvordan er det muligt på tredje sal? Jeg har end ikke en altan, siger Um Hassan.
/ritzau/Reuters