En lang flyvetur fra Europa til USA kan godt blive langtrukken, og de andre passagerer kan blive irriterende.
En amerikansk flypassager på Delta Air Lines flyet fra Paris til Atlanta må dog få den lidet flatterende førsteplads som den mest irriterende medpassager nogensinde.
Den timelange flyvetur vækkede åbenbart både liderlighed og vrede hos en mandlig passager. Han vækkede i hvert fald kvinden foran sig på en yderst ubehagelig måde. Det skriver CNN.com.
"Han vækkede hende ved at røre og tage fat på hendes ansigt, alt imens han pegede på sit skridt og gjorde opmærksom på, at han ville have sex," lyder det i den officielle klage fra den uheldige kvinde, ifølge CNN.com.
Den ublide vækning af kvinden fik flyets to vagter til at bede manden om at forlade sin plads. Det syntes han dog ikke var en god ide, og så udviklede flyturen sig til en opvisning i kampsport.
"Han slog den ene flyvagt med et karate-agtigt slag med flad hånd i struben," lyder det i klagen ifølge det amerikanske medie.
Det lykkedes vagterne at få taget kvælertag på den voldelige mand og få sat ham i håndjern.
Resten af flyturen måtte manden tilbringe i håndjern. Han er nu anklaget for at overfalde en flyvagt.
Kilde: CNN.com.