Flygtninge kan flytte ud af asylcentre

Med den nye asylaftale får flygtninge lov til at rykke ud af asylcentrene. Fornøjelsen kan dog blive kort.
Foto: Kim Agersten / POLFOTO

Landets asylansøgere får nu lov til at bo, arbejde og uddanne sig uden for centrene efter seks måneder.

Men selv om Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp er godt tilfreds med hovedlinjerne i regeringens nye asylpakke - som ventes at blive fremlagt onsdag - erkender begge organisationer, at reglerne bliver svære at føre ud i livet.

Det skyldes kravet om, at flygtningene skal samarbejde om deres hjemsendelse for at kunne blive boende uden for centrene, erfarer Politiken.

- Vi håber, at myndighederne finder en løsning, så asylansøgere ikke behøver at flytte frem og tilbage til centrene, når de får afslag på asyl, siger generalsekretær i Dansk Røde Kors Anders Ladekarl til avisen.

- Det har næsten lige så store konsekvenser at blive flyttet som at bo for længe i et center, særlig for børnefamilier, mener han.

Det er Røde Kors, der driver hovedparten af asylcentrene, som flygtninge nu får lov til at flytte ud af efter et halvt år.

Men fornøjelsen kan blive kortvarig, for samarbejder asylansøgerne ikke om en eventuel hjemsendelse efter afslag, skal de tilbage til centrene. Og det gør langt de færreste, når asylbehandlingen er afsluttet efter omkring et år, oplyser Rigspolitiet.

1400 ud af i alt 5500 asylansøgere befinder sig lige nu i udsendelsesposition, men næsten ingen vil rejse frivilligt tilbage til lande som Afghanistan, Irak og Iran, skriver Politiken.

I Dansk Flygtningehjælp glæder generalsekretær Andreas Kamm sig over "signalskiftet" i udlændingepolitikken.

- Enhver ved, at det er opslidende at sidde i et asylcenter og vente. Derfor er det godt, at asylansøgere nu får en nogenlunde normal tilværelse, mens de er her. Men vi ved også godt, at det ikke bliver nemt med trafikken frem og tilbage til centrene, siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.