Eftersøgningmandskab har fundet nye vragstumper fra det Air France fly, der mandag styrtede i Atlanterhavet.
Det fortæller en talsmand for det brasilianske luftvåben.
Vragdelene blev spottet af et radarudstyret militærfly, der i nat brasiliansk tid opdagede ti objekter under en overflyvning 90 kilometer syd for det sted, hvor andre vragdele er blevet lokaliseret.
Det drejer sig om adskillige genstande spredt ud i en radius på fem kilometer, inkluderende et metallignende objekt på omkring syv meter i diameter og en 20 kilometer lang brændstofpøl, skriver Bbc.com.
Tirsdag aften dukkede de første vragdele op, men de nye fund kan være med til at lede efterforskningsholdet på sporet af det forsvundne flys sorte boks.
Ifølge den franske efterforskningsleder, Paul-Louis Arslanian, var der ikke noget galt med flyet før take-off.
Men han erkender, at det kan blive vanskeligt at finde frem til de sorte bokse, som indeholder data, der måske kan fortælle, hvorfor flyet styrtede ned.
"Denne katastrofe, som er den værste i vort lands luftfartshistorie, fandt sted i en meget vanskelig region, så efterforskningen vil ikke blive nem, men vi giver ikke op," sagde Paul-Louis Arslanian på et pressemøde onsdag.