Naturligvis reagerer vi alle stærkt på den forråelse, der er set på Strandvænget.
Mere sært er det, at vi ikke ser den samme folkelige opstandelse, når vi oplever udvisning af stærkt psykisk syge og deres børn, eksempelvis til Kosovo, hvor der absolut ingen fremtid og udvikling er at skue i horisonten.
Jeg er ikke sart, men måtte alligevel slukke for TV 2 s De udviste børn – jeg blev så vred og flov. Nu spørger jeg mig selv, hvordan vi i Danmark – et af verdens mest rige og luksuøse smørhuller – i dén grad har mistet vores medmenneskelighed.
Der findes mennesker, der for alvor mener, at asylsøgere med åbenlyse ar på sjælen har en skjult dagsorden om at snyde og nasse på vores samfund. Desværre stortrives denne mistillid blandt vores folkevalgte magthavere.
Hvordan kan vi være os selv bekendt, når vi ikke længere har plads til børn og ægtefæller af dybt psykotiske eller posttraumatiserede mennesker, alt imens vi vælter os i overflod? Hvordan kom vi dog ned i de alt for små sko?