En orkan, som kan medføre omfattende oversvømmelser, ventes at gå i land ved den amerikanske delstat Floridas kyst torsdag.
Det oplyser Det Nationale Orkancenter i Miami i Florida.
Stormen "Helene" blev onsdag morgen lokal tid opjusteret til kategorien orkan, da den bevægede sig over Den Mexicanske Golf.
Den "ventes at medføre en livsfarlig stormflod, ødelæggende blæst og oversvømmende regn i en stor del af Florida og det sydøstlige USA", lyder det fra Det Nationale Orkancenter.
Ifølge myndigheden er "Helene" kraftfuld nok til muligvis at udvikle sig til en kategori 4-orkan på Saffir-Simpson-skalaen.
Almindelige storme er ikke omfattet af Saffir-Simpson-skalaen - kun orkaner. Skalaen er inddelt i fem kategorier, hvor kategori 1 er den med lavest vindstyrke.
Det er desuden langt fra urealistisk, at "Helene" kommer til at ramme længere inde i Florida, og altså ikke kun ved statens kyster.
- En katastrofal og dødelig stormflod vil sandsynligvis ramme dele af Floridas Big Bend-kyst, hvor oversvømmelserne kan blive seks meter med ødelæggende bølger.
"Big Bend" er betegnelsen for dele af kyststrækningen i det vestlige Florida. Kysten vender ind mod Apalachee-bugten og Den Mexicanske Golf.
Seksten af amterne i Florida har beordret evakueringer af indbyggere i udvalgte områder.
Delstatens guvernør, Ron DeSantis har desuden erklæret, at de fleste af statens i alt 67 amter skal gå i kriseberedskab.
Han har i den forbindelse bedt om, at Nationalgarden - som er en del af USA's militær - står klar til at hjælpe i det eftersøgnings- og redningsarbejde, som der muligvis vil opstå behov for.
- Konsekvenserne af det her kommer til at være meget større, end bare stormens umiddelbare ankomst, siger han.
Hvis "Helene" lever op til frygten for, hvor omfattende den bliver, vil det være den mest kraftfulde orkan, der har ramt USA, i mere end et år.
Orkanen Idalia, som var en kategori 3-orkan, ramte det nordvestlige Florida i august 2023.
Forskere peger på, at klimaforandringer spiller en betydelig rolle i forhold til orkanerne. Med varmere verdenshave er der nemlig mere energi, som orkanerne kan opstå ud af.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP