Beboerne i et hus på Folehaven i Svendborg fik sig i nat et gevaldigt chok.
Ifølge en anmeldelse er der affyret flere skud mod huset.
Det skete omkring klokken 4.00.
Hvorfor skuddene faldt, vides ikke, men Fyns Politi oplyser, at ingen personer er blevet ramt.
Der er heller ingen, der er anholdt, men politiet slår fast, at skudepisoden ikke er banderelateret.
"Der har siden da foregået en efterforskning på stedet, dels i form af afhøringer, dels i form af tekniske undersøgelser," lyder det fra Fyns Politi.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger i sagen.