Flere forsikrer lønnen: Dagpengene er ikke gode nok

Over en kvart million danskere har tegnet en lønsikring. Årsagen er, at dagpengedækningen er blevet ringere, siger ekspert.
- Det er rystende at høre om de meningsløse ting, folk skal igennem for at få lidt håndører at leve for, siger Ruben Skov. Han har tegnet en lønsikring for at undgå jobcentret.
- Det er rystende at høre om de meningsløse ting, folk skal igennem for at få lidt håndører at leve for, siger Ruben Skov. Han har tegnet en lønsikring for at undgå jobcentret. Foto: Thomas Lekfeldt og Mads Nissen/STF/Ritzau Scanpix (arkiv)

Når de almindelige dagpenge fra a-kassen ikke syner af meget i forhold til indkomsten tegner flere og flere en personlig forsikring af lønnen.

Det skriver Berlingske Business.

Således er antallet af danskere med en forsikring af indkomsten ved arbejdsløshed vokset med mere end 150 procent de seneste ti år.

Til Berlingske Business fortæller Ruben Skov, kundedirektør i virksomheden Nordlid, at han har valgt at forsikre sig mod tab af en indtægt på op til 74.000 om måneden.

- Det tilbud, man får fra det offentlige, ville slet ikke møde mine behov - jeg er forholdsvist højt lønnet, og understøttelsen fra en a-kasse vil ikke være tilstrækkelig til at dække mit behov, siger Ruben Skov til avisen.

Ifølge Berlingske Business viser de seneste tal fra brancheforeningen Forsikring & Pension, at antallet af tegnede lønsikringer nærmer sig en kvart million.

Oveni kommer lønsikring fra a-kasser og fagforeninger, som kan supplere dagpengene. Det findes der ingen samlet opgørelse over.

Sikring med paradoks

Årsagen til stigningen skal ifølge direktør i Danske A-kasser, Verner Sand Kirk, findes i dagpengedækningen. Han konkluderer, at "jo ringere dagpengedækningen bliver, jo flere vil være interesserede i en lønsikring".

Hen mener samtidig, at lønsikring har et indbygget paradoks i og med, at det er mest attraktivt at tegne en lønforsikring i de brancher, hvor risikoen for at få brug for den, er mindst.

Trøstesløst jobcenter

Den lave risiko for en fyring er Ruben Skov bevidst om og tror faktisk, at han hurtigt ville kunne finde et nyt job - og indtil da kunne tære på opsparingen:

- Men tanken om at møde op i et trøstesløst jobcenter og skulle tage en samtale med en person, der ikke forstår min verden, er ikke tiltrækkende, siger han til Berlingske Business, og tilføjer blandt andet, at han kender folk, der har været i kontakt med systemet:

- Det var rystende at høre om de meningsløse ting, folk skal igennem for at få lidt håndører at leve for.

Ifølge Ruben Skov koster hans lønforsikring - med en udbetaling på 42.000 kroner om måneden - ham knap 500 kroner mere om måneden end hans hidtidige kontingent til a-kassen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.