Næsten hvert tredje barn, der begynder på et Julemærkehjem, svarer, at det ofte eller meget ofte føler sig ensomt. Når det ti uger lange ophold slutter, er andelen faldet markant.
Ved starten angiver 29,2 procent af børnene, at de føler sig ensomme. Ved afslutningen gælder det 7,2 procent. Blandt de børn, der følte sig ensomme ved opholdets begyndelse, svarer fire ud af fem ved afslutningen, at de ikke længere gør det. Det viser Julemærkehjemmenes årlige resultatmåling blandt børn i alderen syv til 14 år.
Flere oplever igen ensomhed senere
Udviklingen holder dog ikke fuldt ud for alle børn. To år efter opholdet svarer 14,7 procent, at de føler sig ensomme. Det er fortsat omtrent halvt så stor en andel som ved opholdets begyndelse, men højere end umiddelbart efter opholdet.
Svarene bygger på 2.965 besvarelser ved starten, 2.678 ved afslutningen og 776 besvarelser to år senere. Julemærkefonden fremhæver stærke børnefællesskaber og hjælp fra voksne som centrale elementer i indsatsen.
- Det kræver klare rammer, positive forventninger og kærlige skub fra voksne, der skal hjælpe børn med at navigere i fællesskabet og bidrage til det, siger Jesper Lildholdt, der er forstander på Julemærkehjemmet Fjordmark.
De voksnes ansvar
Julemærkehjemmene hjælper børn, der blandt andet kæmper med mobning, mistrivsel og ensomhed.
Under opholdet deltager børnene i fælles måltider, aktiviteter og leg, mens pædagoger arbejder med at hjælpe dem ind i relationer og fællesskaber. Ifølge Julemærkefonden skal ansvaret for at bryde ensomheden ikke placeres hos barnet alene.
- Ensomhed blandt børn er ikke noget, barnet selv skal løse. Det er de voksnes ansvar at opdage den og handle på den, siger Julemærkefondens direktør Søren Ravn Jensen.
Julemærkehjemmene er et gratis tilbud til børn og familier. Op mod 1.000 børn får årligt et ophold på et af landets fem hjem.