Mindst fire mennesker er omkommet under voldsomme naturbrande i Cypern. Brandene betegnes som de værste på øen i årtier, og cyprioterne har appelleret om hjælp fra deres EU-partnere og fra Israel.
Det er et stort skovområde som står i flammer, og stærk vind får branden til at brede sig hurtigt. Mindst 10 bysamfund er blevet berørt af ilden i et område på omkring 50 kvadratkilometer i et højdeområde for foden af bjergområdet Trodos.
Området er domineret af fyrreskov tæt landområder med krat og buske.
De fire omkomne, som menes at være egyptiske statsborgere, blev fundet søndag tæt på bjergbyen Odou, som ligger nord for Limassol og Larnaca.
- Alting tyder på, at det er fire personer, som har været savnet siden lørdag, siger indenrigsminister Nicos Nouris.
EU-Kommissionen siger, at flere fly, som skal sættes ind i bekæmpelsen af naturbranden, er fløjet mod Cypern fra Grækenland, og at Italien også vil sende specielle brandbekæmpelsesfly til Cypern.
EU's kriseberedskab i Copernicus-programmet, som blandt andet skal sikre en langsigtet indsamling af forskellige typer miljødata, har iværksat en mission for at få overblik over ødelæggelserne.
- Det er den værste naturbrand i Cyperns historie, siger lederen af skovstyrelsen i Nicosia, Charalambos Alexandrou, til Cyperns Omega TV.
I indsatsen mod branden er der fokus på at forhindre, at flammerne kommer til at krydse over på den anden siden af bjergene.
Årsagen til branden, som brød ud midt på dagen lørdag, er ikke kendt.
Der har været temperaturer på omkring 40 grader Celsius i Cypern i de seneste dage.
Republikken Cyperns regering er internationalt anerkendt som hele øens retmæssige regering, men den kontrollerer kun de sydlige to tredjedele af øen. I 1974 besatte Tyrkiet den nordlige tredjedel af øen. Cypern har omkring 1,2 millioner indbyggere.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters