I går aftes gik et krydstogtskib på grund ud for Italiens vestkyst. Fire danskere var om bord. De er alle blevet evakueret og har det efter omstændighederne godt. Det oplyser Borgerservice til Newspaq.
Den danske ambassade i Rom yder nu de danske statsborger støtte.
Det gigantiske krydstogtsskib Costa Concordia ligger nu helt på siden i vandet ud for øen Isola del Giglio nordvest for Rom.
Mindst tre er døde og over 30 personer er sårede, efter skibet gik på grund og kæntrede i går sidst på aftenen.
Italiensk medier skriver, at der er et 70 meter langt hul i skibet, der tager voldsomt meget vand ind. Flere medier skriver desuden, at op imod 200 personer fortsat kan være ombord på skibet.
Øjenvidner beretter, at flere passagerer gik i panik og sprang overbords, da skibet begyndte at hælde. Man leder stadig efter savnede i vandet.
I alt var 4.200 mennesker ombord på luksusskibet.