Die Hard 4.0 (Live Free Or Die Hard)

Instr. Len Wiseman.

Opskriften er klassisk. En kynisk skurk og hele hans følge over for en eneste ukuelig strisser. På den ene side en masterplan, en trussel mod nationen, en flok koldblodige håndlangere på lur. På den anden side frygt, kollaps og myndigheder, der alt for let bliver sat ud af spillet. Panik!

Nå, nej, for heldigvis har vi John McClane, der denne gang rider ud mod en fjende, der for alvor er langt mere smart end Bruce Willis fandenivoldske strisserbisse, og som sådan ikke lader sig skræmme af et rustent yippee-ki-yay, motherfucker .

Disse Die Hard -terrorister forsøger nemlig at holde et såkaldt ’fire sale , hvor de på yderst teknisk vis hacker en hel nations sikkerhedssystemer i knæ, så alt til sidst går i sort og man har fri adgang til både nationalbank og våbensystemer.

Igen befinder McClane sig på det forkerte (rigtige) sted på det forkerte (rigtige) tidspunkt, denne gang for at køre en ung hacker, Matt Farrell (den Keanu Reeves-lignende Justin Long) til afhøring, men som kendere af den ikoniske McClane-figur, så er han selv som halvgammel en hård negl, der stadig har masser af gode, gamle tricks i ærmet. Såsom at battle et kampfly med en lastbil og skyde en helikopter ned med en personbil.

I øvrigt med kommentaren: »I was out of bullets«.

Ironien har aldrig fejlet noget i McClane-land, men faktisk er replikkerne ikke nær så skarptskåret som i den knap tyve år gamle, men stadig helt uforlignelige original, ligesom 3 eren (’95) også blev holdt godt oppe af sjov smooth talk mellem Bruce Bruce og Samuel L. Jackson.

Til gengæld fejler action-håndværket fra Underworld -instruktøren Len Wiseman intet, selv om man savner afgivelser fra konceptet. Behøver heltens familie for eksempel blive blandet ind (stort set) hver gang? Skal skurkene virkelig være så tegneserieagtige? Skal McClane være den eneste strømer, som tænker og især handler? Åbenbart.

Ikke desto mindre. Man keder sig ikke et sekund, så velkommen tilbage McClane. Du må ikke dø endnu.