En glad tur på Dyrehavsbakken fik i dag en ulykkelig udgang for en ung pige.
På vej ud af forlystelsen 'Racing', hvor man sidder i vogne to og to, satte hendes fod sig i klemme og kunne først komme fri, da vognen blev trukket tilbage.
"Hun træder foden fast mellem vognen og perronen, da hun skal ud. Kort efter blev hun løsnet fri og kørt på skadestuen," fortæller kommunikationsmedarbejder Jens Peder Tornvig til Nyhedsbureauet Newspaq.
Pigen, der er omkring 10 år, var selv skyld i uheldet, da hun skulle stige ud.
"Politiet har kigget overvågningsbilleder igennem og tilkendegivet, at det var hendes egen skyld - desværre. Derfor er forlystelsen ikke blevet lukket," siger Jens Peder Tornvig.