Venstre-bossen Lars Løkke Rasmussen skrumpede voldsomt ind under sommerens valgkamp. Der blev smidt over 10 kilo, og ifølge Løkke selv, var der én særlig grund til, at slankekuren gik godt.
Han levede ganske enkelt efter mottoet 'Mad efter 18 feder om natten.'
Men gør det nu også det?
For TV2.dk har ernæringsekspert Michelle Kristensen svaret på, om der er hold i en række madmyter. Og en af dem er altså myten om, at man bør holde sig fra at spise noget, når først aftensmaden er indtaget.
Men det er en skrøne. Ifølge Michelle Kristensen gælder der det samme om aftenen, som der gør på alle andre tidspunkter af døgnet: Hvis du forbrænder de kalorier, du spiser, sker der ingenting rent vægtmæssigt. Hvis du forbrænder mere, taber du dig. Hvis du forbrænder mindre, tager du på.
- Men det er en god idé ikke at spise et kæmpe måltid fem minutter før, du skal sove, for det kan for eksempel forstyrre din søvn i forhold til fordøjelse, siger Michelle Kristensen.