FC Midtjylland skuffede endnu en gang i denne sæson, da klubben mandag aften tabte 1-3 hjemme til Sønderjyske i Superligaen.
Efter en usammenhængende indsats tabte midtjyderne på hjemmebane for første gang i sæsonen, og det var ikke tilfældigt, mener målmand Jonas Lössl.
- Vi bliver fanget for spredt, alt for mange gange. Vi spiller slet ikke som et hold i kampen, siger målmanden til FC Midtjyllands hjemmeside.
FCM har blot fået fem point i de seneste syv ligakampe, og der er kun tre point ned til Esbjerg under nedrykningsstregen.
- Det virker til, at vi har svært ved at ændre på det, når det ikke kører, siger Jonas Lössl.
- Alle leverer for dårligt i dag. Der er ikke nogen, der skal udstilles. Vi må tage det som et hold, og så må vi rejse os som hold, siger målmanden.
FC Midtjylland har 12 point efter 11 kampe i Superligaen og er nummer ni.