Det er ikke med de bedste minder, at spillerne i FC København torsdag aften løber ind på Mercedes-Benz Arena i Stuttgart til klubbernes tredje kamp i denne sæsons Europa League.
Den danske storklub har nemlig aldrig slået en tysk modstander, selv om FCK har haft seks forsøg inden kampen mod Stuttgart.
Senest sidste efterår, hvor en af modstanderne i Europa League var Hannover 96 . Her blev det til en hæderlig uafgjort i Tyskland, da Cesar Santin i sidste minut udlignede til 2-2.
I Parken var heldet dog sluppet op. Hannover vendte en FCK-føring til en tysk sejr på 2-1, der sendte danskerne på kurs mod exit fra turneringen.
Seks år tidligere blev det også til uafgjort og nederlag, da danskerne stod over for Hamburger Sport-Verein i to kampe i Uefa Cuppen.
Elrio van Heerdens udligning til 1-1 i Hamburg gav FCK et stærkt udgangspunkt før returkampen, men det var ikke nok, skulle det vise sig.
I en højdramatisk kamp i en næsten fyldt Parken kom den engelske dommer Matthew Messias i en hovedrolle, da han dømte et yderst tvivlsomt straffespark til gæsterne i kampens sidste minut.
Rafael van der Vaart udnyttede den store chance og sendte HSV videre i turneringen, mens Peter Møller og Michael Silberbauer fik det røde kort i ren frustration.
Dramatik var der også, da FC København mødte Borussia Dortmund i Uefa Cuppen i 2001. I den første kamp i Parken blev FCK's Christian Poulsen og Dortmunds Jan Koller begge smidt efter en ellers harmløs nærkamp.
Senere sparkede Jacob Laursen et straffespark over mål, inden Dortmunds Heiko Herrlich i allersidste minut gav tyskerne en heldig sejr.
Et mål i sidste øjeblik afgjorde også returkampen. Det blev scoret af Dortmunds norske wing Jan Derek Sørensen, og dermed var træner Hans Backes tropper ude af turneringen.
FC København møder Stuttgart klokken 21.05.
/ritzau/