Et kastet plastickrus er blevet en dyr fornøjelse for FC København, som fredag fik en bøde på 6000 euro - svarende til 45.000 kroner - af det europæiske fodboldforbund (Uefa).
FCK får bøden i forbindelse med Champions League-kvalifikationskampen mod Club Brugge tidligere på sæsonen. Her observerede Uefa et enkelt plastickrus blive smidt på banen fra tribunen.
- Den bøde fra Uefa skal respekteres, og vi må derfor til lommerne, uanset hvad vi så end synes om den.
- Vi tillader os jo at mene, at kampen mod Club Brugge blev afviklet i en rigtig god kulisse, hvor vores fans og tilskuere igen skabte en god og international stemning, som de fortjener stor ros for.
- Og i det lys synes vi naturligvis en bøde i den størrelsesorden for et plastickrus, er et tungt kors at skulle bære. Men det kan forhåbentlig blive en reminder til os alle i Parken om, at det koster klubben dyrt, hver eneste gang en regel overtrædes.
- Især i forbindelse med de internationale kampe, siger administrerende direktør, Anders Hørsholt, til klubbens hjemmeside.