FC Barcelona-anfører Carles Puyol må se til fra sidelinjen i de kommende to måneder, efter at forsvarsspilleren kom galt af sted med sin albue i tirsdagens Champions League-sejr over Benfica.
Det oplyser Barcelona på klubbens hjemmeside.
Puyol var lige vendt tilbage fra en knæskade, men landede efter en nærkamp forkert ned på sin venstre arm og slog den af led ved albuen.
Puyol blev omgående kørt til hospitalet i Lissabon, og en undersøgelse onsdag i Barcelona bekræftede, at der venter forsvarsspilleren en lang pause.
- Det var en dyr sejr for os og en grim skade, sagde Barcelonas træner, Tito Vilanova, efter sit holds 2-0-sejr.
Skaden betyder blandt andet, at Puyol går glip af weekendens El Clasico mod ærkerivalen Real Madrid.
/ritzau/